Mari, oldtidsby i Syrien ved Eufrat, nuv. Tell Hariri. Byen er formentlig grundlagt kort efter 3000 f.Kr. og havde sin glansperiode mellem 2500 og 1760 f.Kr. Igennem det meste af dette tidsrum var Mari hovedstad i et selvstændigt kongerige. Siden 1933 har franskmændene gravet i den enorme ruinhøj; de væsentligste resultater er fundet af kongepaladset fra ca. 1850 f.Kr. og neden under dette flere forgængere, hvoraf de ældste stammer fra ca. 2500 f.Kr. Især det seneste palads indeholdt omfattende arkiver med bl.a. international brevveksling. Indbyggerne i Mari var i det 3. årtusinde akkadisktalende; men omkring 1900 f.Kr. blev byen overtaget af amoritiske stammer, der hurtigt blev bofaste agerbrugere. Mari blev ca. 1800 f.Kr. erobret af assyrerkongen Shamshi-Adad, der indsatte sin yngre søn Jasmakh-Addu som regent. Zimrilim, der var søn af den fordrevne konge af Mari, vendte tilbage og fortrængte Jasmakh-Addu, så snart Shamshi-Adad var død. Zimrilim var allieret med Hammurapi af Babylon i hans langvarige kampe med Larsa; men da disse var overstået, vendte Hammurapi sig mod sin tidligere vasal og erobrede Mari. To år senere måtte Mari erobres igen, og denne gang rev Hammurapi både kongepaladset og bymurene fuldstændig ned. Byen sygnede hen, men var endnu beboet i århundrederne før Kristi fødsel; derefter blev stedet forladt.
Det sker
Bastilledagen
Bastilledagen er Frankrigs nationaldag og fejres hvert år den 14. juli. Dagen markerer Stormen på Bastillen i 1789, der indledte Den Franske Revolution.
Skovbrand
En skovbrand i det sydlige Spanien har kostet mindst 12 mennesker livet. Store dele af landet er ramt af tørke og hedebølge.
Ebolavirus
Ebola-udbruddet i DR Congo spreder sig fortsat og har på nuværende tidspunkt været skyld i 702 dødsfald. Ebolavirus forekommer typisk i Afrika omkring ækvator, hvor flagermus er bærere af smitten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.