Nunavik

Territoriet er gennemstrømmet af vandveje, søer og floder. Bjergkæden Povungnituk strækker sig fra øst mod vest, og Québecs højeste bjerg, Mont D’Iberville på 1652 meter ligger på grænsen til Labrador. Vegetationen udgøres af tre zoner: Mod nord findes der en arktisk tundra, som næsten er uden skovbevoksning; i midten vokser der nåletræer og lærk, og mod syd ligger taïgaen, hvor permafrosten dækker en stor del af området.

Vinteren er lang og kold, og vækstperioden strækker sig kun over ca. tre måneder. Temperaturen kan nå 30 grader om sommeren, men ligger normalt på mellem 10 og 20 grader. Januars gennemsnitlige temperatur er på minus 40 grader. Om vinteren er området ofte dækket af flere meter sne. Klimakrisen har flere steder smeltet områder, der tidligere var dækket af permafrost, hvilket truer bygninger og veje for beboerne.

Den oprindelige befolkning kom til området omkring år 1000. Det blev efter europæernes ankomst en del af det land, som Hudson Bay Company efter 1670 fik som monopol i jagten på bæverskind. Efter dannelsen af Canada blev de store landområder fordelt mellem landets provinser, og Québec fik hele den såkaldte Ungava-halvø nord for den 55. breddegrad. I 1975 blev der indgået en aftale mellem Québecs regering og inuitterne samt cri-folket i den nordlige del af provinsen, bl.a. om udnyttelse af området til vandkraft. Denne aftale ligger til grund for det videre samarbejde mellem parterne. En folkeafstemning organiseret af inuitterne i 1986 om forslaget om at oprette Nunavik-regionen fik to år senere Québecregeringens godkendelse. Den gav samtidig hele provinsen en bevidsthed om inuitternes kulturelle etnicitet. Oprettelsen af en regering i Nunavik skete i 2007 i Québecs Nationalforsamling.

I dag bor flertallet i Nunavik i moderne præfabrikerede huse, børnene går i skole, og nogle unge vælger at studere udenfor Nunavik. Men de fleste fortsætter deres økonomiske aktiviteter med jagt og fiskeri i regionen. De ca. 13.000 inuitter bor i de 14 bygder, og omkring to tredjedele taler sproget inuktitut. Omkring tusind primært fransktalende bor især i Kuujjuaq, som er regionens administrative centrum og den største by med 2.754 indbyggere. Øvrige større byer er Puvirnituq med 1.779 indbyggere og Salluit med 1.483 (alle tal 2016).

De 14 bygder har inden for aftalen med Québecs regering skabt deres egne skoleforhold, hvor børnene undervises i inuktitut på alle skoler. Regionen har en kooperativ bevægelse, som alle de 14 bosteder deltager i og er ejere af. Kooperativerne er mere end en butik, for de overvåger også den regionale handel af bl.a. lokalt håndværk. De tager sig også af bankforretninger, postforsendelser, fjernsyn og internetforbindelser, hotelforbindelser, turisme og meget andet. Et administrativt organ, La Région administrative de Kativik, repræsenterer bygderne i Nunavik over for myndighederne i Québec. Dette organ har også medvirket til moderniseringen af flyvepladser, hospitaler og sundhedsforhold. Regionen har kulturelle kontakter med øvrige inuitter i det arktiske område, herunder Grønland.

Syd for – mellem den 49. og den 55. breddegrad – findes et stort område på størrelse med en sjettedel af provinsen Québec, hvor cri-folket med omkring 20.000 indbyggere (2022) har tilsvarende forhold som i Nunavik, inkl. uindskrænkede jagt- og fiskerettigheder. Området, som kaldes Eeyou Istchee (”folkets land”), har ligesom Nunavik egen regering. Her byggede Québecregeringen fra 1973 til 2013 nogle stort anlagte vandkraftværker langs med floden La Grande, hvorfra omkring halvdelen af al strøm i provinsen kommer.

• Canada