Bevægelsen Hovevei Zion - Zions elskere - opstår.
Theodor Herzl udgiver Der Judenstaat; bogen argumenterer for oprettelsen af en jødisk stat.
Første zionistiske kongres i Basel.
Større jødisk immigration til Palæstina pga. pogromer og antisemitisme.
Balfourdeklarationen meddeler, at Storbritannien støtter bestræbelserne på at oprette et nationalt hjem for jøderne i Palæstina.
San Remo-konferencen. Palæstina bliver britisk mandat under Folkeforbundet. Balfourdeklarationen inkluderes, dvs. mandatet indbefatter et hjemland for jøderne.
Den socialistiske zionisme opretter fagforening, et nationalt råd og et jødisk forsvar.
Den revisionistiske bevægelse opretter sit første politiske parti under ledelse af Vladimir Jabotinsky.
Markant øget jødisk immigration til Palæstina pga. fascisme og nazisme i Europa.
Arabisk-palæstinensisk opstand mod det britiske mandatstyre og zionisterne. Konfliktniveauet øges betydeligt.
Den zionistiske verdensorganisation (WZO) erklærer for første gang, at målet ikke blot er et hjemland, men en jødisk stat.
FN deler Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Borgerkrig bryder ud.
Israel erklæres oprettet. David Ben-Gurion er Israels første premierminister, og Chaim Weizmann er Israels første præsident.
Krigen om Israels oprettelse afsluttes med våbenhvile. Den arabiske stat blev ikke oprettet. Store dele af dens tilsigtede områder blev indlemmet i Israel. Resten kom under jordansk og egyptisk kontrol.
Krig mellem Israel og de omkringliggende arabiske lande. Israel erobrer det, man i dag kalder de besatte områder: Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Israel erobrer også Golan (annekteres til Israel i 1981) og Sinai, som gives tilbage til Egypten efter fredsaftalen i 1979.
Nationalreligiøse bosættere begynder at etablere bosættelser på Vestbredden. Den nationalreligiøse zionisme bliver sin egen bevægelse. Bosætnings-/koloniseringsprocessen foregår stadig. I dag er der mere end 500.000 israelere på Vestbredden og i Østjerusalem.
Den revisionistiske zionisme kommer for første gang til magten i Israel under ledelse af Menachem Begin og partiet Likud.
Oslo-aftalerne. Israel og PLO (Palestinian Liberation Organization) anerkender i princippet hinandens ret til national selvbestemmelse.
Premierminister Yitzhak Rabin myrdes af en nationalreligiøs bosætter. Mordet understreger en stadig stigende konflikt i Israel mellem nationalreligiøs og revisionistisk zionisme på den ene side og liberal og socialistisk på den anden.
Benjamin Netanyahu bliver premierminister for første gang.
Zionisme er betegnelsen for den jødiske nationalbevægelse. Det er en kulturel ideologi og politisk bevægelse, der er baseret på, at jøderne er en national gruppe, hvis hjemland er Zion, dvs. Israel.
Zionisme er en variant af nationalisme. Betegnelsen zionisme blev brugt første gang af journalisten Nathan Birnbaum (1864-1937) i 1885.
Zionismen tager udgangspunkt i, at jøderne er et folk. Jødedommen er i zionismen det jødiske folks kulturelle og religiøse udtryk. I zionismen kommer jødedommen således efter det jødiske folk, og det jødiske folk og zionismen er på den måde ikke afhængig af jødedommen som religiøs praksis. I stedet er zionismen forankret i en bredere historisk forståelse af jødisk folkelighed.
I zionismen kan jøder være sekulære, antireligiøse ateister, progressive, konservative og dybt religiøse og stadig være en del af det jødiske folk. Folkelighed er i høj grad en kulturel og politisk strømning, som blev formet i 1800-tallet, og som fik stor betydning for selvrepræsentation, legitim regeringsførelse og politiske rettigheder. Derfor er der intet overraskende i, at jødiske ledere også skabte en jødisk nationalbevægelse.
I 1800-tallet var det desuden en udbredt forestilling, at jøderne udgjorde et urfolk, som havde formået at overleve trods forfølgelse og eksil fra det historiske hjemland. I Danmark så fx Grundtvig jøderne som et folk på denne måde.
Zionismen formede sig som et svar på brede folkeligt-nationale kulturelle og politiske strømninger i slutningen af 1800-tallet. De centrale spørgsmål, som zionismen skulle svare på, handlede om, hvorvidt jøder kunne blive ligeværdige medlemmer af andre nationer, om dette var både ønskværdigt og muligt, eller om det var nødvendigt for jøder at have selvrepræsentation, opdyrke deres folkelighed og i sidste ende have et territorium for at sikre deres rettigheder og fremtidige eksistens.
Den udbredte anti-jødiskhed og antisemitisme i 1800-tallet og i første halvdel af 1900-tallet spillede en afgørende rolle for zionismens kulturelle og politiske udtryk.
Zionismen opstod som politisk organisation i 1897, hvor journalisten Theodor Herzl og en række andre ledende skikkelser som fx forfatteren Max Nordau (1849-1923) afholdt den første kongres i Basel i Schweiz. Herzl havde året forinden (1896) udgivet den lille bog Der Judenstaat (kan både oversættes til 'Jødestaten' og 'Den jødiske stat'), hvori han præsenterede oprettelsen af en jødisk stat som løsningen på antisemitisme.
Formålet med den første kongres var at grundlægge den zionistiske organisation (ZO) og få vedtaget et program for indsatsen for at oprette et jødisk hjemland. Organisationen er siden 1960 kendt under navnet World Zionist Organization (WZO).
Konferencen i Basel samlede ca. to hundrede deltagere på baggrund af Herzls ihærdige forarbejde og ekstensive korrespondance med jødiske ledere over det meste af verden. På konferencen blev et program vedtaget. Herzl blev valgt som leder, og der blev oprettet en række afdelinger og støtteorganisationer som fx en bank og en fond til blandt andet opkøb af land.
Zionismen havde i udgangspunktet ikke stor opbakning, men der opstod hurtigt zionistiske foreninger i mange lande inklusiv Danmark.
Den zionistiske organisations program (1897) drejede sig om følgende:
”Zionismen søger at etablere et nationalt hjem for jøder i Palæstina, sikret af offentlig ret.”
Derefter fulgte en række programpunkter, som blandt andet indeholdt:
For Theodor Herzl, Max Nordau og den øvrige ledelse i ZO var det helt afgørende at sikre stormagternes støtte til et jødisk hjemland både som en garanti for projektets gennemførelse og legalitet, men også som en kulturel og politisk inklusion af jøderne blandt anerkendte nationer i verden.
Efter konferencen i Basel lagde især Herzl således meget stor vægt på diplomatisk arbejde blandt, hvad han opfattede som ledende internationale aktører både kulturelt og politisk.
Mange jødiske og ikke-jødiske intellektuelle og politikere leverede i løbet af 1800-tallet analyser af, hvad problemet med jødernes situation gik ud på, og hvordan situationen kunne afhjælpes. Der opstod en litteratur og politisk tænkning om det, som kom til at hedde ”det jødiske problem” eller ”det jødiske spørgsmål”. Den litteratur og tænkning bør ses som en dimension af brede kulturelle og politiske strømninger i tiden, og derfor også som tæt forbundet med antisemitismen.
I Theodor Herzls bog, Der Judenstaat, ser han antisemitismen som en reaktionær overlevering fra middelalderlig overtro, som desværre stadig påvirker jødernes situation til sådan en grad, at hvor der er jøder, er der også antisemitisme. Den jødiske stat skal være en løsning på den ulykkelige situation, som jøderne er i, men samtidigt vil den også løse et problem for de europæiske stater. Jøderne kan med den jødiske stat indtræde ligeværdigt i nationernes familie.
Herzl lagde ingen vægt på jødisk religion eller tradition. Han forestillede sig den jødiske stat efter kosmopolitisk forbillede som et progressivt, teknologisk ledende land, hvor alle kunne bede til Gud på deres egne måder, som han udtrykte det. Zionismen skulle lade sig inspirere af det bedste fra andre lande, praktisk og pragmatisk.
Hans vision var formet af både modernistiske fremskridtstanker og en beundring overfor især tysk og fransk kultur, og den indbefattede derfor også en markant vision om det jødiske folk som et spejlbillede af tysk, fransk og engelsk kultur. Herzl var dermed ikke personligt knyttet til det historisk-religiøse Israel, dvs. Zion, i osmannisk Palæstina; men han så Palæstina som en praktisk mulighed for et jødisk hjemland blandt andre muligheder.
Der eksisterede zionistiske strømninger før 1897. De går under samlebetegnelsen Hovevei Zion, som er hebraisk for 'Zions elskere'. Fra midten af 1800-tallet blev der grundlagt forskellige jødiske foreninger primært i Østeuropa; disse var inspireret af andre folkelige og nationale strømninger. De tilsigtede både kulturel uddannelse af unge jøder med henblik på at bryde med traditionelle jødiske livsmønstre i de områder af Preussen, Rusland og Østrig-Ungarn, hvor hovedparten af de europæiske jøder levede, samt immigration til Palæstina.
Inden 1897 var der flere mindre jødiske landbrugskolonier i Palæstina inspireret af Hovevei Zion. Efter 1897 og oprettelsen af ZO blev andre zionistiske grupper en del af ZO, og de udviklede sig til forskellige kulturelle og politiske fraktioner indenfor zionismen. I bred forstand kan man dele zionismen op i seks strømninger: politisk-, kulturel-, socialistisk-, revisionistisk-, kosmopolitisk- og religiøs zionisme.
Den politiske zionisme tager udgangspunkt i Herzls, Nordaus og senere Chaim Weizmanns perspektiv, hvor det centrale for zionismen er internationalt politisk og diplomatisk arbejde med henblik på at sikre det overordnede mål om et jødisk hjemland. Den politiske zionisme er grundlæggende liberal og republikansk, dvs. den er interesseret i staten og i mindre grad i kultur- og socialpolitik.
I den tidlige politiske zionisme var der ikke enighed om, hvorvidt et jødisk hjemland skulle bestå af en selvstændig nationalstat eller som (del)stat i en større konføderation. Der var også uenighed om, hvorvidt et jødisk hjemland skulle være i Palæstina, eller om det kunne etableres andre steder i verden.
Den kulturelle zionisme er en strømning i zionismen, som kommer fra Hovevei Zion. Den er ikke særlig interesseret i staten, men i kulturen, sproget og historien. Det er fra den kulturelle zionisme, at den litterære og sproglige vækkelse med hebraisk som udgangspunkt kommer. Kulturelle zionister med Asher Ginzberg (forfatternavn Ahad Haam – hebraisk for 'én af folket') som en ledende figur var dybt optagede af vækkelsen af en jødisk-folkelig kultur, der skulle have Zion som spirituelt centrum. Det spirituelle centrum var vigtigere end staten.
Den kulturelle zionisme har spillet en stor rolle for opblomstringen af hebraisksproget jødisk forskning, kunst, litteratur og teater.
Den socialistiske zionisme tager udgangspunkt i marxistiske klasse- og produktionsforholdsanalyser. For den socialistiske zionisme handler det om, at zionisterne skal have ejerskab eller kontrol med produktionsmidlerne og opbygge og mobilisere zionismen ved kollektiv kraft. Derfor var der fokus på at opbygge zionistiske organisationer, som hang sammen som et jødisk samfund og en stat in spe fra sportsklubber til banker og fagforeninger. Der var både revolutionære og reformistiske socialister i zionismen, og de var stærkt inspirerede af både vest- og østeuropæisk socialisme og kommunisme.
Både politisk og kulturelt-æstetisk fokuserede de på skabelsen af en jødisk arbejderbevidsthed, som var national, og dermed adskilte de sig fra andre jødiske socialistiske strømninger som fx Bundismen.
Den socialistiske zionisme var ledende i opbygningen af det jødiske samfund i Palæstina fra 1905 til Israels oprettelse i 1948.
Den revisionistiske zionisme opstod i 1920’erne som en opposition til den mere langsommelige diplomatiske zionisme og som opposition til socialismen. Revisionisterne mente, at alle kræfter skulle sættes ind på oprettelsen af et jødisk hjemland så hurtigt som muligt. De så det som absolut nødvendigt med en militær oprustning af det jødiske samfund i Palæstina med udgangspunkt i en eksistenskamp, som havde forrang over diplomati, kompromiser og legalitet.
I 1935 brød revisionisterne med den generelle zionistiske bevægelse og etablerede deres egen organisation. Revisionisterne så bosættelsen i Palæstina som en konflikt om uforenelige interesser og forudså, at der ville komme en krig om landet mod palæstinenserne.
Revisionismen var stærkt højreorienteret, men dog også som de andre strømninger i zionismen en bredere paraply, som rummede både fascistiske grupper, liberale og eksistentialistiske strømninger.
Internationalt opstod en række zionistiske strømninger, der så zionismen som både jødisk filantropi med fokus på at redde og hjælpe jøder i nød og som et forbillede for en mere pluralistisk verden. Intellektuelle og forfattere som Israel Zangwill (1864-1926) i England og Horace M. Kallen (1882-1974) i USA skabte en internationalistisk og transnational zionisme, som så zionismen som en global, progressiv bevægelse rettet mod en ny og bedre verdensorden, hvor forskelligartede nationale udtryk kunne eksistere i harmoni og blande sig med hinanden med zionismen som forbillede.
Moderne begreber om pluralisme, transnationalisme og multikulturalisme udspringer i vid udstrækning fra den kritik af racisme, imperialisme og nationalisme, som blev udviklet i forbindelse med jødisk migration gennem Europa og til USA af blandt andre kosmopolitiske zionister.
Allerede i 1800-tallet var der religiøse grupper, som tog udgangspunkt i jødiske religiøse fortolkninger af jødernes ret til og mulighed for tilbagevenden til Zion. Den religiøse zionisme var marginal, men i forbindelse med den zionistiske bosætning i Palæstina opstod der fra 1920’erne en mere markant religiøs zionisme, som baserede sig på religiøst grundlag og dermed på jødernes ret til Palæstina som givet af Gud og som led i en overordnet gudgivet plan.
Det afgørende vendepunkt for zionismen var 1. Verdenskrig. Ledende zionister og især den britiske kemiker Chaim Weizmann havde væsentlige diplomatiske relationer med afgørende figurer i den britiske regering, som fx Arthur James Balfour, Mark Sykes (1879-1919) og Herbert Samuel.
I forbindelse med det osmanniske imperiums sammenbrud under krigen, Storbritanniens og Frankrigs stormagtsinteresser og oprettelsen af Folkeforbundet i 1919, som led i Versaillestraktaten, lykkedes det den zionistiske bevægelse af få indfældet den såkaldte Balfourdeklaration i de internationale aftaler for, hvad der skulle ske med de tidligere osmanniske områder.
Balfourdeklarationen, opkaldt efter den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour, erklærer, at den britiske regering ser med velvilje på oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina. Zionismens første mål om international anerkendelse sikret af en international retsorden var hermed opnået. Chaim Weizmann blev senere leder af den zionistiske verdensorganisation og også Israels første præsident.
I perioden 1918-1939 konsoliderede zionisterne sig i Palæstina beskyttet af det britiske mandatstyre og sikret af aftalerne indgået i forlængelse af Versaillestraktaten. Der foregik en betydelig immigration af jøder fra Europa, særligt efter fascismens og nazismens voksende indflydelse i flere og flere europæiske lande fra slutningen af 1920’erne og frem.
Under lederskab af den socialistiske zionisme blev der opbygget statslignende organisationer i Palæstina, og der var en systematisk indsats for integration af nye jødiske migranter samt fokus på opkøb af jord, udbygning af landbrug og produktion samt et jødisk forsvar.
Det zionistiske samfund i Palæstina blev samlet kaldt for Yishuv, hebraisk for 'bosættelse' eller 'samfund'. En absolut ledende figur i opbygningen af det jødisk-zionistiske samfund i Palæstina var David Ben-Gurion, som blev Israels første premierminister og forblev en ledende politisk figur i den socialistiske zionismes arvtager, arbejderzionismen, indtil 1970.
Der var modstand mod zionismen fra begyndelsen, hvor zionismen var en blandt mange forskellige jødiske kulturelle, sociale og politiske grupperinger. Nogle jødiske grupperinger mente, at zionismen var kontraproduktiv for kampen for jødisk lighed og mod antisemitisme, andre havde religiøse argumenter imod zionismen og andre igen så på zionismens politiske platform og Herzls vision som urealistisk.
Også i det internationale samfund og i de antisemitiske bevægelser var der både modstand og støtte til en jødisk nationalbevægelse.
Fra 1. Verdenskrig og frem voksede både en bredere arabisk og en lokal palæstinensisk modstand mod zionismen. Arabiske delegationer og de nye stater i Mellemøsten efter 1. Verdenskrig protesterede mod Balfourdeklarationen og dens konsekvenser kontinuerligt mellem 1. Verdenskrig og indtil oprettelsen af Israel i 1948. Der voksede også en lokal palæstinensisk nationalisme frem i perioden mellem verdenskrigene, som i vid udstrækning var en reaktion på zionismen og det britiske mandatstyre, men også afledt af en bredere arabisk national og islamisk vækkelse i perioden.
Den gradvist intensiverede konflikt mellem zionisterne og palæstinensere radikaliserede især den revisionistiske zionisme, som dannede militser og terrorgrupper, der både forsvarede jødiske bosættelser og aktivt angreb både palæstinensiske og britiske mål. Revisionistisk zionisme blev markant mere militant fra midten af 1930’erne og frem.
Efter 1948 er zionismen ikke længere at betragte som en klart aftegnet kulturel og politisk ideologi, men kan ses som et bredt kulturelt, politisk og socialt grundlag for Israel som samfund. Den socialistiske zionismes forskellige strømninger blev til forskellige politiske partier på den israelske politiske venstrefløj ledet af arbejderpartiet Mapai, i kibbutzbevægelsen og i fagforeninger.
Der har tillige udviklet sig en ikke-zionistisk venstrefløj, som rummer mindre socialistiske grupper, der forsøger at skabe fælles politiske projekter mellem arabiske og jødiske israelere. Den revisionistiske zionismes politiske og kulturelle udtryk findes på den israelske højrefløj, domineret af partiet Likud.
Siden Israels oprettelse i 1948 er den religiøse zionisme vokset markant, primært fordi Israels religiøse befolkning i dag er langt større end ved oprettelsen af staten.
Efter Holocaust og Israels oprettelse betragter langt de fleste jøder zionismen som en historisk nødvendighed, og i dag er Israel et kulturelt, socialt og politisk centrum for jøder sammen med USA. Zionisme er siden 1948 en væsentlig del af en bredere jødisk folkelighed og filantropi. Jødiske foreninger og menigheder over hele verden har forbindelser til Israel, og mange jøder har familiemæssige forbindelser til Israel, hvori zionismen spiller en central rolle som historisk omstændighed og kulturelt og socialt grundlag uden at være en ideologisk bevægelse.
Samtidigt findes også mange eksplicit zionistiske organisationer, både jødiske men også kristne, som underviser i zionisme og sender unge mennesker på kortere og længere ophold i Israel. Det er særligt udbredt i USA, men findes også i Europa.
Siden krigen i 1967 og besættelsen af de palæstinensiske områder har revisionistiske og nationalreligiøse grupper også sendt unge på ophold i besatte områder med udgangspunkt i nationalreligiøs zionisme, og hvad disse grupper ser som jødernes gudgivne ret til jødiske hellige områder på Vestbredden og i Jerusalem.
Krigen i 1967 gav anledning til en nyfortolkning af zionismen og en fornyet både kulturel og politisk vækkelse af zionismen som ideologi og bevægelse blandt nogle grupper i det israelske samfund. Bosættere med rødder i religiøs zionisme udviklede i løbet af 1970’erne en nationalreligiøs zionisme, som tilsigter jødisk bosættelse i og jødisk ret til alle områder, de regner som hellige eller som historisk jødiske.
Den nationalreligiøse zionisme efter 1967 genbruger kulturelle og sociale former og ideer fra den tidligere zionisme, men nu kombineret med religiøst grundlag og religiøs motivation. Man kan sige, at de nationalreligiøse bosættere betragter Tanak, den jødiske Bibel, som et skøde og en reel historiebog. Den nationalreligiøse zionisme har påvirket israelsk politik og kultur meget især siden 1980’erne. Den har også til en vis grad revitaliseret den revisionistiske zionisme.
For den nationalreligiøse zionisme er kampen om de besatte områder eksistentiel og metafysisk. Samtidigt er dens kultur præget af racistiske og ny-orientalistiske forestillinger, hvor arabere og muslimer er underlegne og barbariske.
Zionismen vækker stærke følelser for både tilhængere og modstandere. For mange jøder, der ser zionismen som både en historisk nødvendighed og omstændighed, er den stærke modstand mod zionisme, der har udviklet sig siden 1960’erne, både en trussel mod og en delegitimering af et afgørende historisk og konkret forhold for moderne jødisk liv, nemlig den moderne nationalstat Israel.
For modstandere af zionismen er den et særligt udvalgt eksempel på kolonialistisk undertrykkelse af andre, nemlig palæstinenserne, og et centralt eksempel på vestlige og racistiske dominansstrukturer.
Den nationalreligiøse zionistiske vækkelse efter 1967 falder sammen med den antizionistiske mobilisering på venstrefløjen i samme periode. Den nye marxisme, som udvikles fra 1960’erne og frem, formulerer globalt orienterede analyser af imperialisme og kapitalisme, som sætter fokus på Vestens magt. Forskellige befrielsesbevægelser og oprørsgrupper, som fx de palæstinensiske, samt deres intellektuelle og teoretiske begrundelser blev eksemplariske for et i princippet globalt opgør med imperialisme og kapitalisme. Fra den nye marxismes perspektiv bliver zionismen et vigtigt eksempel på vestlig dominans, og ”antizionisme” bliver et aspekt af mange vestlige venstrefløjspositioner.
Zionismens dobbelthed som både national befrielsesbevægelse for jøderne, som efter Holocaust sikrede jøderne Israel, og zionismen som national-religiøst fundament for bosætterbevægelsen efter 1967 er stadig et kernepunkt for strid om zionismen.
Bastilledagen er Frankrigs nationaldag og fejres hvert år den 14. juli. Dagen markerer Stormen på Bastillen i 1789, der indledte Den Franske Revolution.
En skovbrand i det sydlige Spanien har kostet mindst 12 mennesker livet. Store dele af landet er ramt af tørke og hedebølge.
Efter udbruddet på Fyn er reder med egeprocessionsspinderlarver nu fundet både i Jylland og på Sjælland. Kontakt med larvens hår kan give alvorlige allergiske reaktioner.
Kommentarer (4)
skrev Jens Folke
Balfourdeklarationen fra 1917 blev vedtaget af Folkeforbundet i 1922. Det er vel vigtigt at nævne, da det giver legitimitet til den senere statsdannelse?
svarede Jakob Egholm Feldt
Ja, det er vigtigt, og jeg skriver også, at Balfourdeklarationen blev indfældet i de internationale aftaler for området efter Første Verdenskrig.
skrev Raphael Joseph Hen
Ifølge "The Complete Diaries of Theodor Herzl" (redigeret af Raphael Patai og oversat af Harry Zohn) har Theodor Herzl, i et brev til Cecil Rhodes fra 1902, selv beskrevet det zionistiske projekt som "noget kolonialt". Der findes desuden mange historiske zionistiske organisationer, som har identificeret sig som koloniale: "Jewish Colonisation Association", "Jewish Colonial Trust" osv.
Er det ikke vigtigt at nævne?
svarede Jakob Egholm Feldt
Sammenhængen mellem zionisme og kolonialisme er kompliceret og varieret. Zionisterne brugte "koloniale praksisser" for at bosætte jøder i Palæstina, primært landbrugskolonier. De kaldte også flere centrale organisationer "koloniale", fordi deres formål var at rejse penge og støtte oprettelsen af nye landbrugskolonier i Palæstina. Samtidigt så de zionismen som en tilbagevenden til en autentisk national livsform i jødernes historiske hjemland. Der var zionister, som så jødernes situation i forlængelse af nationale befrielseskampe, og der var også zionister, som forbandt ideologien med imperiale og koloniale overlegenhedsforestillinger. Herzl gjorde lidt det hele i forskellige passager og perioder, men det er interessant/vigtigt, at hans utopi var kolonial, lighedsorienteret og relativt løsrevet fra historie, sprog og religion på samme tid. I en fremtidig redaktion af artiklen vil jeg overveje et eksplicit afsnit om forholdet mellem zionisme og kolonialisme.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.